levet liv

Curriculum Vitae. CV. En betegnelse vi bruger hele tiden. Men ved du egentlig hvad ordene betyder? Livforløb! Så tillad mig her at kalde det mit livsforløb. Det er min virkelighed.

Du får her de erfaringer i mit livsforløb, som danner det fornødne billede af hvem jeg er:

Folkeskolen 1976 - 1985

De første 2 år gik jeg på Tårs skole i Nordjylland, som var af den gamle type med 2 børn ved hvert bord, og lærerens kateter hævet op på et repos foran tavlen. Sad ved siden af Lisa første skoledag, som var den eneste der kom i træsko...

Op til 9. klasse gik jeg på Muldbjergskolen i Hjørring, men med adskillige afstikkere. Først til en lille friskole i Frederikshavn og derefter den mest afgørende skole for mit liv: Chibwe Primary School i Zambia (chibwe.org).

 


Tårs møbelsnedkeri 1986

Bortset fra at jeg skiftevis havde være avisbud og flaskedreng, så var dette mit første rigtige job. Tidlig op, hårdt fysisk arbejde, sent hjem. Sådan som virkeligheden er for de fleste.

 


Gymnasiet 1986 - 1989

I 1986 fik jeg muligheden for at prøve et halvt år på Cardinal Otunga High School i Kenya, som igen satte det danske uddannelsessystem i udvidet perspektiv...

Jeg fik en matematisk/naturvidenskablig eksamen på Hjørring Gymnasium.


Dreisler 1986 - 1987

I gymnasietiden supplerede jeg SU'en med et job i det lokale supermarked. Min fransklærer syntes det var vanvittigt at spilde tid på at arbejde, når man skulle prioritere sine lektier! Tja, fransk blev jeg godt nok ikke god til...


Eskofot 1989 - 1990

Efter skoletiden var det godt og komme ud og tjene rigtige penge. Et halvt år hos Eskofot, inden jeg valgte at forlade Hjørring, var en stor fornøjelse.


Faxe Jyske 1990 - 1991

Jeg flyttede til det østjyske, og efter et kort job hos Tvilum Møbler fik jeg tilbudt arbejde på, det nu nedlagte, Ceres bryggeri i Århus. Det var den helt rigtige måde at møde den ægte Århusianske sjæl på! Det var her jeg bl.a. erhvervede mig et gaffeltruckcertifikat.


EDB-Skolen 1991 - 1993

En kort IT uddannelse var vist lige det der skulle til tænkte jeg, og så kunne jeg pludselig kalde mig EDB-assistent (Ja, det hed det i "gamle" dage). Jeg toppede op med 6 halvårs Datanomkurser (Operativsystemer, lokalnet, programmering, datakommunikation, databaser og systemdesign).


MacZone 1993 - 1998

MacZone, senere MacWarehouse, senere MicroWarehouse, var en arbejdsplads som fik stor betydning for mit faglige fundament. Det var sjovt, hårdt, intenst og næsten altid helt nyt det man lavede. Og selv da jeg sagde op til fordel for konkurrenten Connection, var der ingen sure miner.


Lone 1996 -

Et ægteskab er en ægte udfordring. Det er teamwork. Det er kompromissernes kunst. Og kun når man tager udfordringen op, pakker sit ego ned og dropper offerrollen, kommer den ægte lykke.


Connection 1998 - 2000

År 2000! Det var da det år IT-boblen brast ikke? Jo, nemlig. En måned efter jeg havde valgt at forlade Connection, som jeg ellers var ret glad for. De var også kede af jeg gik...


Monitor 2000 - 2002

Hvorfor forlod jeg Connection? Fordi jeg fik muligheden for at arbejde intenst med nogle web-opgaver i min tidligere kollega Kristian Winds nye firma Monitor. Nu skulle der for alvor læres nyt om det der www! Det blev to intense og sjove år med opgaver for bl.a. Jacob Jensen Design, Mercuri Urval og Tivoli Friheden. Kristian arbejder nu som blændende dygtig fotograf.


Emil 2001 -

Der er ligesom to versioner af en selv. Den selvstændige version, og forældreversionen. Din prioriteringsliste går pludselig op i flammer, når du får dit første barn, og du må begynde helt forfra. Ubeskrivelig lykke blandet med ubeskrivelig frustration. Hvordan du vælger at prioritere herfra, er skæbnesvangert...


Excellent 2002 - 2004

Et lille barn og et stort arbejdspres er en dårlig kombination, og vælger du her barnet fra, har du prioriteret forkert! Jeg droppede rotteræset og efter et par pædagogmedhjælpervikariater, fik jeg job på en lokal virksomhed der laver ramper og gulvbelægning. Mine år på Excellent var gode og lærerige, og det endte da også med at jeg lavede lidt IT for dem...


Marathon 2004 -

35 år gammel, var jeg klar til at prøve grænserne for fysisk og mental udholdenhed lidt af. Det blev aldrig til nogle hurtige tider, men fire marathonløb blev det til. Det var på de lange træningspas og ikke mindst de store løb sammen med mange andre, at min mentale horisont blev udvidet. Og hvem ved, måske løber jeg et til når jeg bliver gammel...


Laborant 2004 - 2006

Min kemilærer på gymnasiet sagde til mig, at jeg aldrig ville fatte det med kemi. Han havde godt nok også lige taget mig i at skrive en opgave af, igen, så han var temmelig træt af mig. Jeg fik dog lyst til at forstå denne del af verden også, inklusive biokemien og mikrobiologien, så en hurtig uddannelse som laborant lå lige for.


Olivia 2004 -

Da jeg lige var startet på laborantuddannelsen i Århus, fik vi vores andet barn. Det er jo fantastisk så meget man kan lære af sine børn, fra dag ét mener jeg! Hvis bare man har et åbent sind, og ellers får sovet nogenlunde...


Californien 2005

Min søster Line havde boet med sin mand i USA nogle år, og havde fået to dejlige børn mens de boede der. Nu skulle de snart hjem til Danmark, men Emil og jeg nåede lige at besøge dem i den skønne by San Diego. En udfordring at rejse alene med en fireårig, men en stor oplevelse.


Retskemisk 2006 -

Det lykkedes mig at overtale lederen af den retskemiske afdeling på retsmedicinsk institut i Århus, at tage mig ind som laborantelev. Det endte med en fastansættelse inden for et fag de færreste får mulighed for et indblik i. Her har jeg været med til at implementere et avanceret laboratorie information managent system (LIMS), og arbejder derudover med drift af avanceret udstyr og analysearbejde i laboratoriet.


24 timers løb 2008

En ting er at løbe et marathonløb, eller fire, for at mærke sig selv helt til grænsen. Noget andet er når man gør det der er værre, for andre...

Jeg valgte at løbe ene mand i det årlige støttearrangement for Kræftens Bekæmpelse der hedder Stafet for Livet. 109 km og godt 9000 kr blev det til på 24 timer. Jeg har aldrig været så træt!


E-wheels 2011 - 2016

Jeg har altid forsøgt at være meget bevidst om bæredygtighed, og har troen på at det nytter, at blive ved med at prøve at passe på vores planet. En af de mange ting man kan gøre, er at fremme elektrisk mobiltet. Jeg og to andre besluttede at stifte firmaet E-wheels ApS, som i første omgang skulle prøve at få folk ud af deres biler og op på nogle elcykler. Det er et broget og svært marked, og jeg er stolt af at have været med til at flytte folks bevidsthed omkring bæredygtig transport.


Obels 2013 - 2015

En af mine medstiftere i E-wheels, og tidligere kollega fra MicroWarehouse, har sit eget IT-firma Obels ApS. Her høstede jeg mange gode oplevelser med opsætning og vedligehold af IT hos mange forskellige typer af kunder, både store og små.


Zambia 2014

Efter 32 år var min søster Line og jeg klar til at gense det sted vi havde gået i skole i Zambia, Chibwe (chibwe.org). Og ikke mindst besøge vores nære ven Dixon, som vi betragter som vores familie. Desværre døde Dixon få måneder efter vores besøg... (sikabota.org)

Dette gensyn har bekræftet, at det altid er en god idé at udvide sit perspektiv. Det kan virke skræmmende, og nogle gange ville man ønske der var ting man ikke vidste. Omvendt så gælder det blot om at nå den erkendelse, at man ikke kan redde verden ene mand, men at selv den mindste indsats nytter.


Lifelike 2014 -

En ny begyndelsen. At samle trådene. Tættere på virkeligheden.


Få besked om nye opslag:
Støt mig med bidrag

Book mig på Foredragsportalen.
Støt mig på Patreon.

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk