Batteriet er nøglen

Det kommer til at tage lidt tid før det rigtig siver ind hvad der netop skete på Tesla's præsentation af deres nye batteriteknologi, men tag ikke fejl: Følgerne bliver til at tage og føle på!

 

Tesla har længe fået skudt i skoene at de ikke producerer deres egne batterier, og ja, teknisk set er det Panasonic med udstyr på Tesla's Gigafabrik i Nevada, og CATL i Kina der producerer de battericeller der sidder i Model S, 3, X og Y.

MEN, det er dog nogle ret gode aftaler Tesla har med de firmaer OG Tesla står bag den kemi der ligger inde i cellerne, så de matcher det cellerne skal bruges til: Biler og stationær lagring.

Tirsdag 22. september 2020 afholdte Tesla så lige et lille oplæg ved deres Fremont fabrik i Californien. På scenen stod Elon Musk og Drew Baglino og de præsenterede stramt og særdeles nørdet præcis hvad Tesla har tænkt sig at gøre de næste 10 år, og det de vil gøre er - med en lille cylinderformet genstand - at ændre verdenshistorien... (finansverden forstår ikke hvad der skete, og derfor falder aktien stadig i skrivende stund, men den kommer sig, tro mig...)

Da Tesla begyndte at lave elbiler brugte de Panasonics standard-batterier med typebetegnelsen "18650". "18" betyder 18 mm i diameter. "65" betyder 65 mm i højden. "0" er der ikke en sjæl der ved hvad betyder... Batteritypen bruges stadig Model S og X.

Da Model 3 kom på markedet i sommeren 2017 havde Tesla i samarbejde med Panasonic optimeret den gamle 18650 celle og de kaldte den nu "2170". Den var vokset til 21 mm i diameter og 70 mm i højden, hvilket betød at der nu kun skulle bruges 4400 celler til en Long Range Model 3, og senere Model Y. Grunden til den ikke blev endnu større på det tidspunkt var at man stadig var nødt til at køle cellerne fra siden pga. den måde indmaden var konstrueret. Man havde med andre ord nået den effektive fysiske grænse for det oprindelige cylindriske Lithium-ion celle design. Ikke nogen dårlig bedrift, men for at få prisen per KWh batteri ned under $100 skulle der andre boller på suppen.

Andre bilfabrikanter har valgt at bruge nogle større firkantede celler eller nogle flade kuvertformede celler, men de er dyrere at fremstille og ikke løst problemet med varmeafledning.

Tesla har i flere år arbejdet på næste generation af cylinderformen, og ved at ændre det indre design har de endelig formået at konstruere cellen på en sådan måde at både elektroner og varme går den direkte vej fra den oprullede anode/katode-behandlede folie ud til top og bund. Dette muliggør en forøgelse i størrelse til 46 mm i diameter og 80 mm i højden.

Utrolig mange ting skal falde i hak før Tesla kan producere millioner og atter millioner af disse celler, og derfor har de annonceret at det vil tage 3 år før de for alvor kan skalere produktionen op, dog vil Tesla allerede om et år være oppe på en årlig kapacitet på 10 GWh. Nogle synes det er lang tid. Andre synes det er ret hurtigt.

Som garanti for at det vil ske, kan man nu på Tesla's hjemmeside bestille en Model S med denne nye teknologi til levering næste år. Vi taler om et monster på over 1100 hestekræfter der går fra 0 til 100 km/t på 2,1 sekund... Når batteriet kommer op i større antal skal de dog primært bruges i Tesla's lastbil og Cybertruck.

Den fossile epoke er nu ved at være slut. Dette er det sidste årti hvor fossile brændsler dominerer i verden. 

Tyg lige på disse tal: Tesla aftager i dag ca. 30 GWh batterier per år fra Panasonic og andre til deres biler og andre batteriprodukter (1 Giga-watt-time er en million kilo-watt-timer).

I 2022 forventer Tesla at producere 100 GWh batterier af denne nye type i TILLÆG til de 30 GWh de aftager nu (kontrakten med Panasonic er netop forlænget med 2 år).

I 2023 vil en enkelt standardiseret produktionslinie kunne producere 20 GWh om året og det er blot et spørgsmål om at kopiere systemerne ud på de mange fabrikker Tesla råder over og til stadighed bygger flere af.

De ny produktionsanlæg vil være så effektive at én fabrik af den nuværende Giga-skala som optimalt kan producere 150 GWh om  året vil kunne producere 1000 GWh om året. Deraf opgraderingen af navnet fra "Giga-fabrik" til "Terra-fabrik".

Og hold nu fast: I 2030 forventer Tesla at producere 3000 GWh batterier per år! Altså 3 Terra-watt-timer, 3TWh. Det er nok til at producere 20 millioner elbiler om året PLUS lige så meget kapacitet i stationær lagring af strøm fra sol og vind.

Nå ja, og så lancerer Tesla i øvrigt en $25.000 elbil om senest 3 år. Den pris slår bunden ud af markedet for brændstof biler. Der tales meget om at forbyde benzin og dieselbiler i 2030, men det er ligemeget. Du KAN IKKE købe en ny benzin eller dieselbil i 2030.

 

Tja, der er ganske enkelt for mange detaljer i dette til at det kan beskrives kort, så jeg kan anbefale at se nedenstående video af Rob Mauer for at få et bedre overblik:

Vil konkurrenterne ikke prøve at slå Tesla? Jo, forhåbentlig! Tesla kan ikke gøre dette alene. Med den plan Tesla har lagt for dagen, vil de i 2030 kapacitet "kun" erstatte 1% af verdens 2 milliarder stk. store bilpark årligt. Hvis alle andre går konkurs går vil det gå for langsomt.

Alle mand på dæk!

Skriv en kommentar

Kommentarer: 0
Få besked om nye opslag:
Støt mig med bidrag

Book mig på Foredragsportalen.
Støt mig på Patreon.

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk