4 historier som ikke går mainstream

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at når historier som dem jeg nævner her bliver noget vi forarges over når vi nyder eftermiddagskaffen en stille søndag i Danmark, så er verden blevet et bedre sted, fordi de fik plads i mainstream...

1 - Syrien

Røde Kors skriver, 1. marts 2020:

Den lille, kolde krop klamrer sig ind til det varme bryst. Sveden og tårerne vidner om den umenneskelige situation, som denne far står i lige nu. Hans 1-årige datter, Leila, er ved at dø i hans arme.

De kæmper sig gennem vinterens bidende kulde mod det nærmeste hospital i byen Afrin, i det nordlige Syrien.

"Når han faldt, løftede han hende over sit hoved, og når vinden blæste, beskyttede han hende med sin ryg."

- Housam Adnan, læge på hospitalet i Afrin - Politiken, d. 17/2 2020 -

Denne far gjorde alt hvad han kunne – alligevel var det ikke nok! Lille Leila døde i hans arme på vej til hospitalet. Hun var endnu et offer. Og flere er frosset ihjel i de overfyldte lejre.

2 - Zambia

Andromeda Sikabota skriver, 28. februar 2020 (bekræftet af BBC):

Folk er bange. Der er en gruppe af mennesker som kaster gasgranater ind på skoler og i folks hjem. Det skete for nylig på Dina's skole, hvor ukendte gerningsmænd kastede gasgranater ind i 5., 6. og 7. klasse. 51 elever blevet kørt på hospitalet, hvoraf de 11 er hårdt ramt, men de fleste blev udskrevet samme dag. Dina er ok.

Det sker over hele landet, og ingen ved præcis hvad motivet er. Der går rygter om skræmmekampagner ifm. næste års valg. Dem der bliver fanget hævder de bliver betalt nogle tusinde for at gøre det. Desuden fører folks vrede til selvtægt og dem der bliver fanget bliver stenet og brændt. Desværre går det nogle gange ud over uskyldige som bare var til stede og som man ikke umiddelbart kender. Borgere der slår hinanden ihjel, det er meget mærkeligt hvordan sådanne situationer opstår.

Politiet tager vores telefoner og sletter de billeder vi tager.

 

3 - Yemen

Røde Kors skriver, 5. januar 2020:

Dette barn er fra Yemen. Og ligesom 2 millioner andre børn sulter det, og er akut underernæret. Hver eneste dag er en kamp for overlevelse. Vi er dybt rystede over de katastrofale konsekvenser, som Yemens små uskyldige ofre betaler for, med deres liv i en af verdens værste katastrofer.

Sult er værst for børn. Sultedøden er meget smertefuld. Musklerne skrumper ind, og selv den mindste bevægelse er meget smertefuld. Lige nu sulter 2 millioner små liv i Yemen, og deres eneste chance for overlevelse er nødhjælp. 

Vi er til stede, og hjælper med akut nødhjælp til de mange sultne, syge og sårede. Men behovet er enormt. Alt for mange børn lider lige nu sultedøden. 

4 - Sydsudan

Røde Kors skriver, 2. juni 2019:

Det er voldsomme syn, der møder os i Sydsudan lige nu. Næsten en million børn er akut underernærede, og sultedøden koster liv hver dag. Synet af de afpillede kroppe skærer i hjertet. Det haster, hvis vi skal redde dem!

Krigen har drevet familierne ud i sumpen. Væk fra de dræbende kugler. Men ind i håbløshed og sult. For der er intet at spise, ingen jord at dyrke. Det er derfor, vores fly skal fyldes med nødhjælp, før alle de små kroppe bukker under. Send os afsted med hjælp med det samme!

Skriv en kommentar

Kommentarer: 0
Få besked om nye opslag:
Støt mig med bidrag

Book mig på Foredragsportalen.
Støt mig på Patreon.

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk