Jeg runder de 50 år i dag, og jeg indser nu at jeg er gået fra at tro jeg til sidst vil forstå det hele, til at vide jeg aldrig vil kunne nå at forstå ret meget af noget som helst...
Jeg har lært, at jeg nu ved meget mindre af det store hele, end jeg nogensinde har gjort.
Det kan godt være lidt stressende at opdage at jo mere du prøver at se sammenhængen i alting, jo større bliver det selvsamme alting, og jo mindre bliver du selv.
Forestil dig at skulle pille et løg, indefra! Lag for lag bliver omfanget større, og du ved ikke om du nogensinde når til vejs ende. Du bliver mindre og mindre i forhold til opgaven, og faktisk kan selve løget være selve livet, og når sidste lag er pillet bryder lyset igennem...
De sidste par år har jeg har tænkt meget over forholdet mellem rettigheder og ansvar. Mennesket har ret til sit liv, men mennesket har også ansvaret for liv. Rettigheden kommer ikke af sig selv. Ansvaret er et vilkår. Rettigheden er behagelig. Ansvaret er svært. Men rettighed alene er tom. Ansvaret bærer meningen. Eller sagt på en anden måde: Hvis du samler din byrde op og bærer den op ad bakken, så mærker du livet.
Vores liv er korte, miserable og smertefulde. Især hvis du spørger universet til råds. Derfor skal du gøre det umulige, for at få det til at virke langt, lykkeligt og smertefrit. Dette lykkelige liv er en illusion. Hvis man er så heldig at i ny og næ opleve sand lykke, må man nive sig i armen for at forstå det ikke er en drøm. Smerten forsikrer dig om at du er til stede i virkeligheden.
Kærligheden er smertefuld. Du ønsker jo ikke at dit 2-årige barn skal blive ved med at være uerfaren og 2-årig vel? Hvis du elsker dit barn, så ønsker du at det skal opleve rædslen ved at vokse op og finde ud af at verden er den mest uhyggelige udfordring man kan forestille sig. Er jeg pessimist? Nej, realist, og optimist. Smerten i udvikling er ikke negativ, men positiv. Vi skal holde op med at tro alting kommer af sig selv. Vi skal indse at udvikling kommer ved opofrelse.
Jeg bilder mig ind at jeg nu forstår at livet er smertefuldt af en grund, og at det er vores opgave at navigere i denne skånselsløse natur og forstå denne smerte så meget så vi kan mindske lidelse så meget som muligt for os selv og vores medmennesker. Er jeg særlig god til det? Aner det ikke. Men hvis nogen gør regnskabet op når jeg engang er død og derved når frem til at jeg i det mindste ikke efterlader verden værre end jeg fandt den, så kan jeg ånde lettet ud...
Skriv en kommentar