Zambia i hjertet

Det er klart at hjertet sad helt oppe i halsen da vi endelig stod i Livingstone lufthavn foran den sidste paskontrol på rejsen. I vanlig myndig stil og uden at fortrække en mine, fik den kvindelige pas-kontrollant ufattelig lang tid til at gå med at kigge på vores pas, kikke op på os, kikke på vores pas igen, mens vi huskede chokket da det gik helt galt sidste gang vi satte kurs mod Zambia i vinterferien 2018, men endelig lod hun os passere.

Nu stod vi på Zambiansk jord, men vi anede ikke hvad vi nu skulle være vidne til. Vi anede ikke hvordan vi skulle forholde os. Vi anede ikke hvordan vi skulle transportere os, men fandt vi ud af det? Det tror jeg nok lige vi gjorde!

 Taxachauffør Simon Mbewe stod klar udenfor lufthavnen. Der var god kemi med det samme. Det endte med en taxatur på 12 dage i træk!

Så hvordan skulle vi komme rundt? I lufthavnen skævede jeg over til Europcar biludlejning, men der var lukket, og deres biler var alligevel alt for flotte og dyre. Så vi gik ud af lufthavnsbygningen og mødte en 61-årig taxachauffør ved navn Simon, som vi bad køre os til Hotel Waterfront ved Victoria Falls som vi trods alt havde booket en enkelt overnatning på.

Inden vi havde kørt de 12 km til hotellet, havde vi hyret Simon til at køre os rundt på hele turen i 12 dage, i et område der svarer til 2 x Danmarks størrelse. Pris: K12.000 (DKK 7.000). Simon skulle vise sig at være helt uundværlig i alt hvad vi foretog os, både hvad angår logistikken, som oversætter, og ikke mindst som sparringspartner i de vanskelige samtaler vedr. støtte til vores Zambianske venner og familie.

Da han sidste dag kørte os til lufthavnen igen, var han blevet en nær ven af hele familien. Hans egen familie mødte vi to gange.

Familien i Nalube

Turen havde flere formål. Det var vigtigt for mig personligt at se det sted min Zambianske bror Dixon er stedt til hvile, som er ved landsbyen Nalube hvor hans familie har sit ophav, og hvor den største del af hans familie, inklusive hans ældre bror, stadig bor. Det er også her Dixon's sidstfødte børn, to piger, bor sammen med deres mor. Det er pigernes skolegang og fremtid i det hele taget der ligger os meget på sinde. Steder som Nalube er der hvor tørken rammer hårdest, men heldigvis var der stadig reserver, og selvom bekymringen om hvorvidt der ville være mad nok til de næste mange måneder var umulig at komme udenom, var optimismen stadig intakt.

Gensynet med min gamle skole

Et besøg på min gamle skole Chibwe, var selvfølgelig også vigtigt, og jeg skal love for vi blev varmt modtaget. Det var fantastisk at kunne vise Emil det sted, hvor jeg var blevet taget så godt imod som  elev tilbage i 1981-82. Jeg tror det fik ham til at se den side af mig, som jeg indtil nu kun havde kunnet fortælle om i følelsesladede vendinger, og som selvfølgelig havde været meget svære at relatere til.

Der blev holdt tale, der blev sunget og danset, og jeg fik mulighed for at undervise 9. klasse i lidt fysik og kemi relateret til energisystemer. Jeg er særligt opmærksom på at bæredygtige energiteknologier vil kunne løfte lande som Zambia ud af U-lands-kategorien og ind i supermagt-kategorien. Det afrikanske kontinents potentiale i denne henseende er helt ufattelig stort. Efter en times undervisning spurgte læreren Ms. Mpala hvem der nu ville være ingeniører? Det ville de alle!

Under figentræet

Vi mødte Dixon's sønner Andromeda og Muyoba i Itezhi-Tezhi under det velkendte figentræ. Der hvor vi havde mødt Dixon i 2014, kort før han døde. Der hvor han slog sig ned i 2006 efter et urimeligt hårdt liv. Stedet går nu i arv i familien, og det fungerer som omdrejningspunkt for de store tanker. Der hvor afrikanske traditioner og danske ambitioner diskuteres, iblandet et stænk af religiøs og psykologisk eftertænksomhed. Ingen tanker er for store under figentræet!

Kommer vi nogensinde tilbage igen? Måske. Fremtiden er usikker, men vi forlod stedet med en følelse af at alle var blevet hørt. Misforståelser var ryddet af vejen. Hvad indebærer det at være familie på tværs af kulturer? Det er næsten umuligt at svare på, men den hjertelig gensidige respekt og kærlighed der blev udvekslet mellem alle de forskellige mennesker på denne tur har vist, at når en familie samarbejder, kan næsten alt lade sig gøre.

Så også:

https://www.lifelike.dk/2017/08/11/brev-fra-dixon-juni-1981/

https://www.lifelike.dk/2018/02/15/zambia-må-vente/
https://www.lifelike.dk/2019/07/02/zambia-på-sinde/

https://www.lifelike.dk/2018/01/12/andromeda/

https://www.lifelike.dk/2017/02/24/ligeværd-i-et-smæk/

http://chibwe.org

http://sikabota.org