Dansk elektrisk dragrace rekord

På en af de varme dage i juli var temperaturen med de danske fætre Hans-Henrik Thomsen og Glenn Ellegaard Nielsen alias True Cousins, idet 34 grader var den ideelle temperatur for deres batterier da de slog verdensrekorden i elektrisk dragrace på Mantorp Park i Sverige

I år gik turen til Stockholm i min sommerferie. Det var varmt. Meget varmt. Vi kørte i min nyrenoverede Volvo 240 GL fra 1987, og al snak om klimavenlig transport forstummede på denne tur, og nostalgien fik frit løb. Nå ja, undskyldningen er at knægten er i lære som mekaniker, og han skal jo lære noget om det gamle lort, så vi fiksede motoren i den gamle Volvo, bare fordi vi kunne, og fordi bureaukratiet forhindrede os i at smide en elmotor i, men det er en helt anden historie...

 

Til gengæld fik vi grøn transport for alle pengene da vi svingede forbi Mantorp Park på vej hjem for at opleve noget dragrace, for der var nemlig et par gutter fra Danmark som havde tænkt sig at slå verdensrekorden i elektrisk 1/4-mile dragrace for Doorslammers i deres hysteriske elektriske bil: TC-X! TC står for True Cousins, og X står for Extreme! Og de gjorde det sgu...

29. juli klokken 11:30 satte min søn og jeg os på tribunen og stak fingrene i ørerne. Speakeren sagde nemlig at en Top-Fuel dragster gjorde klar, og det er noget af den mest infernalske larm man kan forestille sig. Dragsteren lagde fra land og præcis 3,4 sekunder og 200 meter senere, lige ud for hvor vi sad, sprang toppakningen, og dragsteren fortsatte med 250 km/t med flammerne i hælene. Ingen kom noget til, og da der et kvarters tid senere var styr på ilden og vragresterne var fejet væk, bad speakeren om stilhed, for nu blev det elektrisk...

Hans-Henriks motorcykel med godt 500 HK fik lige den første tur. 7,78 sekunder. Ikke nogen verdensrekord, da den er fra 2012 på 6,94 sekunder af Larry “Spiderman” McBride’s motorcykel The Rocket, men da den ikke kører mere, er Silver Bullitt pt. verdens  hurtigste elektriske motorcykel. Så blev klokken 11:55 og TC-X kom på banen. Stilhed...

7,98 sekunder! Med et tidligere run på 7,99 sekunder var verdensrekorden dermed en realitet. Herefter begyndte larmen igen, og vi valgte at gå ned i ryttergården og finde Hans-Henrik og Glenn for at sige tillykke.

Gutterne var meget stolte over deres resultater, og de forklarede alt hvad de kunne om de imponerende køretøjer. Deres "chef-nørd", som er uddannet kok, Tobias Wiberg Larsen gav os detaljerne om teknikken. 

Det var altså verdensrekord nr. 8 i rækken. Ærgerligt at de fine T-shirts nu ikke kan bruges mere ;-)

Potentialet for elektrisk motorsport er kæmpestort. Hvorfor? Tre primære grunde: elmotorer kan udvikle flere HK pr. kg. Batterier kan nu indeholde store mængder energi pr. kg (og det bliver meget hurtigt bedre!). Elektronisk styring.

I TC-X tilfælde er 2 stk gamle el-motorer fra gaffeltrucks blevet modificeret til at kunne æde 400 Volt og 2000 Ampere, hver! 800 kW hver!! Men de 1600 kW i alt (2200 HK) bliver til 1200 HK til baghjulene efter effekttab i motorer, ledninger og transmission. Planen er at ramme 1600-1800 HK ved at øge spændingen til 800 V hvilket kræver ca. 80 kg ekstra ledninger og bredere dæk.

Batterier bliver hele tiden bedre, men de batterier drengene kører med nu er stadig ikke udnyttet fuldt ud. Hvis de alligevel bliver skiftet ud er det for at gøre bilen lettere.

Den elektroniske styring er alfa-omega. Det er her elektriske køretøjer for alvor trækker fra fossil-brænderne. Se bare eksemplerne herunder. En Porsche og en Tesla giver maksimalt gas fra start, og det er helt tydeligt hvordan det komplicerede system med forbrænding af brændstof der trykker stempler i bund som drejer en krumptap der gennem en kobling og gearkasse endelig får kræfterne ned i asfalten hopper og danser så skærme og paneler er ved at rasle af, i modsætning til det simple system af en elmotor der med et enkelt reduktionsgear sender kræfterne direkte i asfalten med tusinder af målinger på kraftoverførslen pr. hjulomdrejning så maksimalt bid opnås, helt roligt. Nå ja, Teslaen er hurtigere til 100 km/t end Porschen... og koster det halve...


Skriv en kommentar

Kommentarer: 0
Få besked om nye opslag:
Støt mig med bidrag

Book mig på Foredragsportalen.
Støt mig på Patreon.

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk