Byens hus

I al ubemærkethed er et eksperiment i gang i min hjemby. Et nyt hus skal bygges af genbrugsmaterialer. Huset er byens hus. Det er byens indbyggere der skal bruge det og drifte det. Mange af byggematerialerne gøres nu klar til byggeriet, og det får sveden og smilet frem.

Genbyg Hovedgaden er et projekt, som med statsstøtte er gået igang i min hjemby Mørke på Djursland. Idéen er at gøre op med den gængse brug-og-smid-væk metode i byggebranchen, og se på i hvor høj grad et sådant hus kan bygges af genbrugsmaterialer.

Meget kan genbruges. Fra nedrivninger i lokalområdet hentes murværk, lamper, armaturer og alt mulig andet. Gulvbrædderne kommer endda fra det hus der stod på grunden før. Men det kræver en indsats fra byens borgere, da der er meget arbejde med opgradering af gammelt byggemateriale. Gulvbrædder skal høvles og mursten skal renses. Det er en stor opgave, der kræver mange frivillige hænder.

Det er sin sag at få folk med på idéen om at slide og slæbe weekend efter weekend i støv og skidt, men der sker noget særligt når man gør det. En ny følelse træder ind på banen: ejerskab.

Følelsen er måske nok ny for mange, men den har jo været almindelig førhen. Den er blot begyndt at mangle i mange sammenhænge. Tænk på hvordan andelsforeningerne og brugsforeningerne startede. Man ville noget sammen. Man ville selv bestemme. Men nu hvor det hele er blevet supermarkeder ejet af enorme kæder, hvordan får vi så ejerskabfølelsen og medbestemmelsen tilbage?

Byens hus er et forsøg. Der er sikkert også naboer til byggeriet der berettiget er bekymret for hvad der foregår, og hvordan det vil påvirke deres nabolag.

Men et stort cadeau til dem der lægger kræfter i at prøve det af. Måske er dette måden vi får fællesskabs- og ejerskabsfølelsen tilbage i lokalsamfundene.

At bygge noget sammen.


Ps. Idéen om genbyg er langtfra ny. I 1670'erne blev Kalø Slot revet ned og materialer blev sejlet til København og indgår nu i Charlottenborg på Kongens Nytorv.

Write a comment

Comments: 0
Få besked om nye opslag:

Book mig på Foredragsportalen

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk