Fredagsmodel

Det er ikke mange der vil tænke at denne fredag er så særlig anderledes end andre fredage, men det er den nu alligevel. Dette er dagen hvor den første Tesla Model 3 ruller af samlebåndet på fabrikken i Freemont Californien. Det kan være meget svært at spå om, hvad der nu sker i bilindustrien, men Roger Atkins har et kvalificeret bud.

Mandag morgen dansk tid, kom dette tweet fra Elon Musk: "Model 3 har bestået alle produktionskrav to uger før tid. SN1 forventes færdig på fredag"

Altså, at Tesla's nye Model 3 vil gå i produktion, i dag. Bilen med serienummer 1 vil blive bygget, i dag. Bilen som potentielt er startskudet på en helt ny æra inden for personlig transport bliver bygget, i dag. Ja, ja, ja, og hvad så?! Netop! Hvad så? Ja, så blev det i hvert fald ikke en mandagsmodel ;-)

Robert Llewellyn fra youtubekanalen Fully Charged, som beskæftiger sig med grøn energi og mobilitet på en dejlig jordnær måde, har fundet frem til en fyr som netop har et meget overbevisende bud på hvad der sker nu. Hans navn er Roger Atkins og han arbejder som global konsulent i bilindustrien, og ved tilsyneladende alt hvad der er værd at vide om det marked.

For uindviede kan deres snak virke som det rene nonsens, men efter filmen, vil jeg prøve at opsummere på dansk. Hør godt efter, for det er din hverdag de taler om, om du vil det eller ej.

Og nu en kort opsummering: Al personlig transport er, netop nu, ved at blive forbundet, autonom, delt og elektrisk.

Forbundet: Alle biler er på nettet og kan "tale" med hinanden, bookes, planlægge ruter, forudsige trafik og overskue den globale infrastruktur fuldstændigt (tænk på det som hvis du havde en chip med Google Maps i hovedet).

Autonom: Bilerne kører uden fører, bogstavelig talt, helt selv, uden indblanding. Alle vil kunne betjene dem. Producenterne tager det fulde ansvar for det praktiske, og forsikringsselskaberne tjener styrtende med penge, fordi ulykker forhindres (en selvkørende bil har aldrig travlt, og bliver aldrig stresset, og er ALDRIG uopmærksom).

Delt: Ok, du har købt en Model 3. Men, så har din nabo også en Model 3, og fru Jensen i Vejle har en Model 3. Når din bil er ledig, kan du vælge at naboen kan booke den på en app, stige ind og køre. Når myndighedernes regler for autonomi er på plads kan fru Jensen gøre det samme.

Elektrisk: Der går rygter om at den motor der ligger i Model 3 får en garanti på 1,6 mio. km! Intet brænder-et-brændstof-af-for-at-skabe-et-tryk-der-skubber-en-masse-klumper-jern-hjulpet-af-ventiler-og-fjedre-ned-for-at-skubbe-til-en-stang-jern-som-drejer-et-svinghjul-som-via-en-kobling-overfører-kræfterne-gennem-mange-tandhjul-i-en-gearkasse-til-nogle-hjul-system vil nogensinde kunne hamle op med en elmotor, uanset garanti.

Forretningsmodellen for bilfabrikanterne ændres, netop nu, fra at være indtjening pr. solgt enhed, til indtjening pr. kørt km. Det betyder at den nuværende globale vognpark på 1 mia. biler, vil kunne erstattes af 250 mio. C-A-S-E-enheder (min forkortelse af Connected, Autonomous, Shared, Electric), altså en slags biler, men alligevel ikke, fordi de passer sig selv, men nogen ejer dem, men hvem, argh, det er umuligt at forstå... vi må bare se hvad der sker.

Under alle omstændigheder, tror jeg, at vi i fremtiden vil tænke at det var Model 3 der startede det hele, i dag.


Opdatering søndag: "Produktionsenhed 1 af Model 3 er nu bygget og gennemgår sidste check ud. Billeder snart."

Og her er så de allerførste billeder af den allerførste Model 3 med serienummer 1:

Skriv en kommentar

Kommentarer: 0
Få besked om nye opslag:
Støt mig med bidrag

Book mig på Foredragsportalen.
Støt mig på Patreon.

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk