Trump mod verden

Det var en decideret bizar oplevelse at sidde og vente på at Donald Trump skulle komme ud i rosenhaven og fortælle om USA var med i Parisaftalen eller ej. På den ene side håbede man jo på at fornuften havde ramt ham, men vi vidste jo allesammen godt hvad han ville sige. Trump, og dermed det officielle USA, er nu reelt uden indflydelse på den globale klimadagsordenen.

Selvfølgelig var der mange Trumptilhængere som syntes hans argumentation var skarp i forhold til at Parisaftalen er "unfair" for USA. Men hører man godt efter, så er det imponerende hvordan hans retoriske nonsens kan lamme ens dømmekraft. På et tidspunkt fik han 1 mia. dollars til at lyde som mere en 100 mia. dollars, og det var smart i den aktuelle sammenhæng, hvor USA via Parisaftalen på sigt har forpligtet sig til at bidrage med hundredevis af mia. dollars, og nu har betalt 1 mia. dollars. Han fik den ene mia. til at lyde som om den allerede have ruineret landet.

Det kan godt være Kina samlet set udleder mest CO2 nu, men det er faktisk sådan at USA stadig er den største CO2 udleder pr. indbygger. 17 ton/indbygger. Kina ligger på 8 ton/indbygger. Indien på 2 ton/inbygger. Danmark? 6 ton/indbygger... Kina investerer nu hvad der svarer til hele Danmarks bruttonationalprodukt i grøn omstilling. Indien vil udelukkende sælge elbiler i 2030 og er allerede verdens største solcellemarked. Trump, når du peger fingre af Kina og Indien, peger 4 fingre mod dig selv.

Nå, men nu er USA så sammen med Syrien og Nicaragua om ikke at tilslutte sig Parisaftalen. Eller rettere, der går faktisk 3-4 år før USA retsmæssigt kan trække sig ud. Hvis han forcerer en øjeblikkelig udtrækning, som han lige har sagt han vil, så er det helt udelukket at nogen vil genforhandle med USA. Man ringer ikke bare til 195 lande og siger man vil have en bedre aftale, når man har brugt så lang tid på den.

Reelt bliver præsidenten nu lagt på is, ikke bare af alle andre lande, men også af de store byer i USA, og især hele stater som fx Californien. 

Den grønne økonomi buldrer allerede afsted. Der er dobbelt så mange jobs i den grønne energisektor i USA end i kulsektoren. ExxonMobile's aktionærer har netop med 62% flertal stemt for at alle klimarisici skal synliggøres. NRDC vil slæbe Donald Trump i retten for at øge forurening, og dermed sundhedsfaren for amerikanske borgere.

Jeg tror ikke USA vil sakke bagud på den grønne omstilling. Det Hvide Hus vil blot ikke have noget med det at gøre. Trump får travlt med at tage ud og lede efter folk som vil arbejde med "clean coal", men han finder ikke nogen, for de har fået job med at sætte solceller og vindmøller op.

Men lur mig, når så USA alligevel når 50% ren energi indenfor de næste 10 år, så tager Trump sikkert æren for det...

Ja, hans tale i aftes vil gå over i historien, som den globalt mest snævertsynede nogensinde. Den aften hvor USA som land missede muligheden for at blive førende i kampen mod den totale klimanedsmeltning. Andre vil nu tage over.

Skriv en kommentar

Kommentarer: 0
Få besked om nye opslag:
Støt mig med bidrag

Book mig på Foredragsportalen.
Støt mig på Patreon.

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk