17. mars 2017

Sult

20 mio. mennesker er ifølge FN i akut risiko for at dø af sult. Det er potentielt den værste situation siden 1945. Hvordan får vi stoppet dette vanvid? Det kommer bag på os hver gang, og selvom vi selvfølgelig støtter op når FN beder os om det, så får man jo hver gang den tanke: kan sådanne katastrofer forebygges? Ifølge FN verdensmål er svaret ja.

Yemen, Nigeria, Sydsudan, Somalia. Fire lande hvor sammenlagt 20 mio. mennesker er i akut risiko for at dø af sult. FN's chef for katastrofemobilisering Stephen O'Brien siger det klart og tydeligt i sin rapport fra 10. marts: "Alle fire lande har en ting til fælles: konflikt. ...vi har muligheden for at forhindre - og afslutte - yderligere elendighed og lidelse."

Jeg har boet i Afrika af flere omgange, men altid i lande hvor folk ikke døde af sult, på det givne tidspunkt i hvert fald. Det er vigtigt at forstå, at sultkatastrofer kan være lige så langt fra dagligdagen for en der bor i Zambia, som den kan være for dig og mig. Alle på planeten, som altid har haft til dagen og vejen, har svært ved at sætte sig ind i de lidelser mennesker udsat for konflikt og/eller sult påføres.

Gang på gang har jeg tænkt på hvordan det kan gå så galt, men det bunder jo altid i ressourcemangel. Enten direkte for dem der sulter pga. manglende regn og stigende ustabilt klima generelt. Eller indirekte, som følge af de konflikter der opstår når grupperinger begynder at slås om ressourcerne, hvilket selvfølgelig er det værste, fordi det er her det er sværest at få nødhjælp frem.

Vi hører om katastroferne, vi støtter så godt vi kan, nogle mere end andre javist, men støtte er bedre end ikke-støtte. Og så kommer de store spørgsmål myldrende: kan disse situationer grundlæggende forhindres? Skyldes det altid fattigdom? Ville disse problemer forsvinde, hvis alle på kloden havde en basisindkomst der var et minimum for at leve et anstændigt liv, i hvert fald over en globalt defineret fattigdomsgrænsen?

Dette indlæg er baseret på kun to kilder, som har ramt mig lige mellem øjnene. Den ene, O'Briens FN-rapport, får mig til at ønske det hele er en ond drøm. Den anden, et initiativ kaldet Give Directly giver mig et håb for fremtiden. Støttet af bl.a. Google er det Give Directly's mission at ganske enkelt dele penge ud, direkte til den værdigt trængende vel at mærke, uden at kræve noget til gengæld, andet end statistisk information. Altså en slags global borgerløn. De foreløbige tal viser at det virker. Dette kunne være et meget effektivt værktøj til at nå FN's verdensmål om at stoppe sult.

Nå, ja hvad fanden. Ikke mere snak. Jeg prøver det. Nu.