Ligeværd i et smæk

En sær frygt kan snige sig ind i folks bevidsthed. Vi kender den alle. Den er her altid i en eller anden form. Den kan sætte sig i det enkelte menneske. Den kan forme et lands politiske dagsorden. Frygten for det fremmede. Måske har du lært ikke at frygte det fremmede? Det kan læres på mange måder. Ved at rejse. Ved at lytte. Ved at rumme. Ved at hjælpe. Her er historien om hvordan jeg lærte at slippe frygten for det fremmede, med et enkelt velplaceret smæk.

Det er en helt almindelig skoledag. Jeg har været i Zambia nogle måneder. Det er varmt. Jeg har svært ved at klare varmen. Allerede efter første time er det så varmt at jeg sveder. Jeg sidder sammen med to andre ved et bord bygget til to. Der er ikke glas i klasselokalets vinduer. Det hjælper en smule når der er en let brise gennem lokalet. Vi er 50 elever i 6. klasse. Jeg er den eneste der ikke er herfra. Jeg er den eneste med hvid hud.

 

Læreren tager sin bog og begynder at skrive med kridt på den malede tavle fra øverste venstre hjørne. Vi skriver med kuglepen det samme i vores hæfter. Det er heldigt at min lærer skriver så jeg kan læse det. Jeg er blevet ret god til engelsk på ganske få måneder. I starten var det svært at skrive af, fordi jeg ikke forstod ordene. Nogle gange stiller læreren et spørgsmål, som kan være om noget vi skrev i går. Hvis man ikke kan svare, kan han godt finde på at give en lussing.

 

Timen er ved at være slut, og læreren siger pludselig: "Jeres lektie til i morgen er at lave en stråhat!" Vi ser alle måbende på ham. Ingen tør at spørge om det vi alle tænker: hvordan? Vi har ikke tid til at snakke om det. Næste time starter med det samme. Der er kun én kort pause midt på dagen.

 

Skoledagen er forbi og alle skal hjem. Jeg følges med nogle venner fra klassen, og vi bliver hurtigt enige om at læreren ikke kan mene det seriøst, når han siger vi skal lave en stråhat, så vi glemmer alt om det. Jeg har fået nogle gode venner, men det er tydeligt at vi er meget forskellige. Selvom vi efter danske forhold bor ret primitivt, så er der alligevel stor forskel til hvordan mine venner bor. De fleste bor i traditionelle lerhytter uden nogle former for bekvemmeligheder, som elektricitet og vand. Og så er der jo den indlysende forskel på vores hudfarve. De er sorte. Jeg er hvid. Der har aldrig været en hvid elev på skolen før. Det er tydeligt at mærke distancen. Heldigvis er alle meget høflige, der er ingen drillerier, men jeg føler mig alligevel tit udenfor det sammenhold, som jeg kan mærke de har.

Det er dagen efter. Vi sidder igen i klassen, og læreren spørger: "hvor er jeres hatte?". Tre af mine klassekammerater viser stolt hver sin hat frem. Vi andre bliver chokerede og bange. Vi ved at lokummet brænder nu. Jeg har tit set mine klassekammerater blive straffet for ikke at have lavet lektier, og selvom vold jo aldrig er en god løsning, er det nu engang sådan reglerne er. Min lærer tager normalt afstand fra vold og er god til at håndtere konflikter, så han plejer at få afstraffelser overstået hurtigt, så vi ikke spilder tiden på dem der ikke laver deres ting. Jeg har aldrig før været en af dem.

 

Læreren beder os alle gå udenfor og stille op på en række. Jeg kan mærke frygten sprede sig i min krop. Jeg stiller mig bagest i køen. Overvejer at liste af uden nogen opdager det, for aldrig at vende tilbage igen, men jeg er lammet. Vil han også slå mig? Jeg er jo ikke en af dem. Jeg er jo gæst. Jeg er jo hvid! Min hjerne prøver desperat at finde argumenter som kan overbevise mig om, at jeg selvfølgelig vil slippe for straf, men køen bliver blot kortere og kortere. Mine klassekammerater tager systematisk imod smæk bagi, og når de går til side, kan jeg se på deres røde øjne, at smerten er reel. Min lærer er en stor, men blid mand. Han har altid været venlig overfor mig, og han har jo skånet mig nogle gange før, fordi jeg ikke kunne sproget, men jeg har altid haft orden i mine ting. Indtil i dag.

 

Nu er det snart min tur. Den sidste foran mig mærker det smertefulde smæk bagi og min følelse af panik er total. Jeg står alene i solen. Jeg styrtsveder. Alles øjne er rettet mod mig. Hvad laver jeg her? Jeg hører jo ikke til her! Hvad bilder han sig ind? Jeg vil hjem til min mor! Og jeg vil hjem til Danmark! "Pisk eller smæk?" spørger læreren mig venligt med sin altid blide stemme. Han får mig helt ud af min panik et øjeblik, fordi jeg bliver meget overrasket over spørgsmålet. Jeg opdager at han står med både en lædersnor og en bambuspind, og nu beder han mig vælge. "Øhh, smæk..." siger jeg forvirret, og I det sekund ændrer min verden sig fuldstændigt.

 

Lige før var jeg et sted i verden hvor jeg aldrig har følt mig så fremmed og så bange og så alene, og nu, mens jeg stille går hen mod de andre og gnubber mig intenst på ballerne af det voldsomme smæk, med tårerne stående i øjnene, opdager jeg noget. Jeg ser mine venners øjne, deres overbærende smil. De giver et klem på min skulder. Jeg ser blikkene fra både piger og drenge der siger at det er overstået, at alt er ok. Jeg er ikke alene. Jeg er ikke fremmed. Jeg er ligesom dem. Jeg er hvor jeg allerhelst vil være. Jeg ser ikke at de er sorte.

 

Dagen efter modtog min lærer 47 nylavede stråhatte. Min var lavet af bananblade fra haven og jeg kunne ikke finde ud af at lave den rund, men den blev godkendt!

 

Se mere på:

chibwe.org

sikabota.org

Skriv en kommentar

Kommentarer: 2
  • #1

    Eva Thomsen (fredag, 24 februari 2017 15:04)

    Kære Jesper sikken en historie fra dit liv - jeg bliver helt rørt knus Eva

  • #2

    Michael Helloween Sørensen (fredag, 24 februari 2017 19:24)

    Anderledes, men spændende og tankevækkende historie

Få besked om nye opslag:
Støt mig med bidrag

Book mig på Foredragsportalen.
Støt mig på Patreon.

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk