Tesla elbil "forudser" ulykke

Hvis du drømmer om at køre selvkørende bil (eller hvis du ikke gør), ja så kan du godt begynde at vågne op...

I et interview med Bloomberg i 2014 sagde Elon Musk at han regnede med at fuldt autonome biler ville være en realitet om 5 - 6 år (altså 2019 - 2020). To år tidligere havde han sagt der ville gå ca. 10 år. I dag ser det ud til at teknikken er klar i 2017! Selv Elon kan blive overrasket over den eksponentielle udvikling, men nok ikke lige så overrasket som vores politikere, for den eneste hindring for fuld autonomi i nærmeste fremtid er lovgivning...

 

På en Hollandsk motorvej fik vi en forsmag på hvad teknikken kan præstere (ingen kommer alvorligt til skade i videoen fra electrek.co). En Tesla udstyret med Autopilot detekterer med sin radar at der er kollisionsfare med bilen FORAN den røde bil FØR kollisionen reelt sker. Man hører Autopilotens karakteristiske advarselslyd, inden nogen overhovedet har rørt en bremsepedal, og systemet påbegynder selv nedbremsning.

 

Efter en alvorlig dødsulykke i foråret 2016 hvor en Tesla med Autopilot aktiveret overså en krydsende lastbil, gik programmørerne i tænkeboks og fandt en måde at effektivisere den måde bilens fremadrettede radar fungerer på. Det lykkedes så godt, at radaren nu kan tyde refleksioner som har ramt vejbanen UNDER den bil der kører foran. Den kan populært sagt se lige igennem den forankørende!

Allerede få uger efter den ny software var overført (automatisk og trådløst) til alle Teslakøretøjer, kom der meldinger om at ulykker var undgået pga. radarens nye evner. Dette er dog første gang det er dokumenteret på video.

 

Der er heftig debat om hvornår fuldt autonome biler er en realitet. Jeg er ikke i tvivl om at det er før de fleste forestiller sig. Det vil få enorme konsekvenser, mest positive. Ja, jeg ved godt at tusindvis af arbejdspladser vil gå tabt, men vi må huske på at de fleste af alle ulykker (også dem med dødelig udgang) i trafikken skyldes menneskelige fejl.

Write a comment

Comments: 0
Få besked om nye opslag:

Book mig på Foredragsportalen

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk